Optag lyd på pc
Windows har en lydoptager indbygget, og du kan også optage i browseren her på siden. Begge er gratis og kræver ikke andet end en mikrofon.

Optag i browseren
- Åbn lydoptager.dk i Chrome, Edge eller Firefox.
- Vælg din mikrofon under Mikrofon og lyd, hvis du har flere (fx headset og indbygget).
- Tryk Optag, og tillad mikrofonen. Tryk Stop, når du er færdig.
- Klip evt. start og slut, og tryk Gem som WAV. Filen ligger i mappen Overførsler.
Optag med Windows' Lydoptager
- Tryk på Start-knappen, og skriv Lydoptager (på Windows 10 hedder appen Stemmeoptager).
- Vælg mikrofon nederst til venstre, og tryk på den røde optageknap.
- Tryk på stop-knappen, når du er færdig. Optagelsen gemmes i mappen Dokumenter > Lydoptagelser.
I Windows 11 kan du under indstillingerne i Lydoptager vælge formatet: M4A, MP3, WAV, FLAC eller WMA.
Hvilken mikrofon skal jeg bruge?
Den indbyggede mikrofon i en bærbar opfanger også tastaturet og blæseren. Et almindeligt headset med mikrofon på en bøjle giver tydeligere tale, fordi mikrofonen sidder tæt på munden. Til podcast, voice-over og sang giver en USB-mikrofon den bedste lyd for pengene.
Test altid mikrofonen først med mikrofontesten, så du ser, at den rigtige er valgt, og at niveauet er godt.
Optag lyden fra computeren
Lydoptagere optager mikrofonen, ikke lyden fra computerens højttalere. Vil du optage lyden fra en video eller et møde, så brug skærmoptagelsen i Chrome eller Edge, og del fanen med lyd. Husk at du kun må optage indhold, du har ret til, og at andre i et møde skal vide det.
Din lyd bliver hos dig
Optageren er bygget, så lyden aldrig sendes over nettet. Alt sker i din egen browser på din egen enhed:
- Ingen upload. Lyden optages, vises, klippes og laves om til fil lokalt.
- Ingen eksterne scripts, ingen annoncer og ingen sporing på siden.
- Optagelser i listen ligger kun i denne browser og kan slettes med ét tryk.
- Mikrofonen tændes først, når du trykker Optag, og slukkes, når du stopper.
Spørgsmål og svar
Hvor er lydoptageren på min computer?
Tryk på Start, og søg efter Lydoptager (Windows 11) eller Stemmeoptager (Windows 10). Findes den ikke, kan den hentes gratis i Microsoft Store.
Hvorfor kan Windows ikke høre min mikrofon?
Tjek Indstillinger > System > Lyd > Input, og at mikrofonadgang er slået til under Beskyttelse af personlige oplysninger og sikkerhed > Mikrofon.
Kan jeg optage som MP3 på pc?
Ja, med Windows 11's Lydoptager kan du vælge MP3 i indstillingerne. Her på siden gemmer du som WAV eller WebM.
Hvor lang tid kan jeg optage?
På en pc i timevis, så længe der er plads på disken og i hukommelsen. Gem lange optagelser som fil, når du er færdig.